Søg Sitemap - Oversigt over siderne Printvenlig side
Septemberbrev fra FS bestyrelsen Skrevet 07.09.2011
Det er tid til en status fra bestyrelsen. I nyhedsbrevet kan du læse om klubbens økonomi og aktiviteter, og så sættes der naturligvis fokus på vores havn.
BEMÆRK at bådestativer skal fjernes fra vinterpladsen nu !!!!
Økonomi:
Hen over sommeren er der naturligvis ikke sket det helt store, så klubbens økonomi er stadig god og sund, og der forventes et pænt overskud også i år.
Et yderligere bidrag til den gode økonomi kan blive, at klubbens IF-båd, som tidligere har fungeret som skolebåd bliver solgt til Assens Sejlklub, som har lejet båden i denne sæson. Som alle ved, er klubbens sejlerskole sat på vågeblus, og hvis vi igen får brug for en skolebåd, skal det være en helt moderne båd – eller både. Men så længe klubbens sejlerskole afvikles i samarbejde med Matchrace Center Danmark, er der ingen grund til selv at anskaffe nyt materiel.

Formandsskabet og FFL:
Klubbens 3 repræsentanter i FFL har i sommerens og eftersommerens løb deltaget i en række møder omkring den nye havn, hvor mange forskellige emner har været på programmet, bl.a. et ønske fra FS-bestyrelsen om, at den tidligere pladsfordeling mellem FS og FM bevares på 50/50% af brometerne til hver klub. Dette sikrer et fair og ligeværdigt samarbejde i FFL. Sommeren har også – som mange har bemærket – budt på østen- og nordøstenvind med tilhørende problemer med støv fra vores naboer. Flere klubmedlemmer – og hele FFLs bestyrelse - er nu så trætte af situationen, at ADP og kommunen nu for alvor er inddraget, og resultatet er lige nu, at kommunen har udstedt et påbud til Fredericia Shipping om nedbringelse af støvgener i forbindelse med kornoplag. Ordlyden er følgende:

Påbud om nedbringelse af støvgenerne ved håndtering af korn ved kornoplag på Nyhavnvej 4/4a v. Fredericia Shipping A/S, cvr. nr: 12376936

1. Virksomheden må ikke give anledning til væsentlige støvgener udenfor virksomhedens område. Tilsynsmyndigheden vurderer, om generne er væsentlige.
2. Virksomheden skal fremsende en redegørelse for hvorledes de vil sikre overholdelse af vilkår 1.
Påbuddet skal være efterkommet inden den 16. september 2011


FFL er naturligvis i tæt dialog med ADP og kommunen om problemet, men flere private bådejere er nu så pressede, at de overvejer en politianmeldelse og et efterfølgende civilt søgsmål for at få støvgenerne stoppet.

Fase 2 af havnebyggeriet starter om ganske få uger, hvor først FS gamle klubhus vil blive revet ned, og derefter vil det samme ske med FMs klubhus. Grunden til at begge huse skal rives ned samtidig er, at der på Havbliks område skal etableres byggeplads – og hvor FS’ klubhus er skal der være vand!

Dette betyder, at pladsen mellem de to klubhuse skal være rømmet for bådstativer og både inden d. 19.september 2011. Materiel, der henstår på pladsen efter denne dato, vil blive fjernet for ejers regning og risiko.

Som man kan se, er der nu etableret nyt benzin- og dieselanlæg, som er fuldt driftsklart, og i løbet af højst et par uger bliver den nye mastekran monteret. Det nye ramslag er også ved at være klart – og når det er så langt, skal de nye broer lægges ud, og der skal slås pæle til nye pladser.

Planerne om det nye havnehus er nu så langt fremme, at det forventes, at ansøgning om byggetilladelse kan sendes inden udgangen af september i år. Forhåbentlig kan huset så være klar til brug i løbet af næste år, og indtil da regner bestyrelsen med, at Shop Luna vil bestå som opholds- og mødelokale.

Når FMs klubhus er revet ned, vil FM-medlemmer få tilbudt det tidligere sejlerrum, indtil nye faciliteter er etableret.

Ansøgning om tilladelse til opførelse af nye mastereoler sendes samtidig med ansøgningen til havnehus, og disse skal anbringes nogenlunde, hvor de midlertidige stod i år. Nye mastereoler er bestilt, men det kan ikke nås at tage dem i brug i år, da vejniveauet først skal hæves og buskadset langs hegnet ryddes, før de nye reoler kan etableres. Midlertidige mastereoler vil blive anvist – men denne gang bliver der tale om de gamle metalreoler, der tidligere stod bag FMs klubhus!

I forbindelse med opførelsen af det nye havnehus vil der blive brug for megen frivillig arbejdskraft i forbindelse med den indvendige færdiggørelse. Alle, der er i stand til at give en hånd med opfordres derfor kraftigt til at henvende sig til havnefogeden, som vil koordinere arbejdet. Dette gælder både tømrere, elektrikere, malere og alle andre, som har lyst til at give en hånd med, enten med udførelsen af selve arbejdet, eller med at lave kaffe/mad til de arbejdende. Kun sådan kan det blive et virkeligt fælles projekt!

Kapsejladsudvalget:
Foreløbig har det været en god sæson, hvor ca. hver anden sejlads har været aflyst på grund af enten for lidt eller for meget vind! Gennemsnitligt sejler ca. 15 både fra FS og Strib, og dette er et lille fald i forhold til sidste år – og er noget, som udvalget vil prøve at finde årsagen til.
På grund af hele havneprojektet er dommerbåden ikke blevet færdig i denne sæson, men i vinter skal den på land og klargøres, således at den kan være klar til næste sæson.
Ud over ovenstående har alle kapsejladsmærker være forsvundet i løbet af sæsonen – sandsynligvis pga. kraftig blæst – men de er nu genetableret. Alle mærker, bortset fra et enkelt, blev fundet igen, da de er udstyret med en lille navneplade med telefonnummer!

Ungdomsudvalget:
Har haft en rigtigt god sæson med mange fine resultater. Alle oplysninger kan findes på hjemmesiden. Et nyt midlertidigt slæbested er blevet etableret til de unge, men de glæder sig til en mere varig løsning. Samtlige ungdomsjoller er nu for anden gang blevet flyttet - denne gang over ved siden af containerne for at give plads til nedrivningen af FS klubhuset. Udvalget er i fuld gang med at planlægge nye faciliteter, som der skal søges fondsmidler til.

Aktivitetsudvalget:
Som det allerede er oplyst på hjemmesiden, er Erritsø Svømmehal igen booket til den kommende efterårs- og vintersæson. Hallen er åben hver onsdag fra uge 36 fra kl. 21-22.
Standernedtagning bliver lørdag d. 29. oktober 2011. Yderligere oplysninger følger på hjemmesiden og ved opslag ved havnekontoret.

Optagning af både:
Der vil i år ikke blive arrangeret fælles bådoptagning. Dette betyder, at hver enkelt bådejer selv skal arrangere optagning af sin båd og dermed selv kontakte kran- og vognmand.

Bådene må kun tages op ved den nye A-bro i modsat ende af brændstofanlægget, hvor der i disse dage udlægges et tykt lag stabilgrus med henblik på kørsel med kranbil. Når båden er løftet op, skal bunden spules og renses med det samme, da højtryksspuling ikke er tilladt på oplagspladsen på Røde Banke! Båden bliver herefter kørt gennem den midlertidige adgangsvej langs kornoplaget, gennem lyskrydset og hen på Røde Banke.

Kommunen siger, at det nye kryds over Strandvejen vil være færdigt omkring d. 20. oktober 2011, hvorefter dette selvfølgelig vil blive anvendt, da kørevejen er meget kortere. Men indtil krydset er færdigt, vil proceduren være som beskrevet ovenfor.

FFL har netop afgivet ordre på det nye system, som skal håndtere isætning og optagning af både – Subliften – og hvis tidsplanen for havneudvidelsen ellers holder, forventes det, at rampe og Sublift er klar til brug til den kommende sæson.
Subliften kan ses i aktion på firmaets hjemmeside på følgende link http://www.sublift.se 

P.b.v.
Peter Lund Lorenzen
 

Den nye A bro med inddækning og lamper. Det er noget ganske andet end den gamle havn.


De nye standere til benzin og diesel er på plads.


Ekstremt lavvande ved ungdomsafdelingens midlertidige slæbested. Der er heldigvis oftest mere vand i Lillebælt


Snart er dette historie. Om kort tid er der over 2 meter vand hvor fotografen står.
Læst 1709 gange, senest 02.04.2024
 
Del denne side på Facebook

Fredericia Sejlklub - Sandal Bakke 20, 7000 Fredericia Se kort CVR-nr: 73070015 Postadresse: Lupinvej 20, 7000 Fredericia Send mail til klubben